Valget…

Så det jeg burde gøre nu – er at træne hårdt, knogle med firmaet og hjælpe alle de mennesker der har brug for min hjælp.

Men det jeg gør lige nu – er at drosle ned – lytte til min indre stemme der siger: there is something rotten in the mind of Heidi!

Det er der… det gennemsyrer mig – har gjort det i flere måneder nu, og det er så trist, så ærgerligt.

Jeg har tullet rundt her og ikke kunne forstå hvad der sker. Jeg har taget en maske på når jeg har bevæget mig ud af døren. Jeg har sagt ja til alt og alle – og et rungende nej til mig selv. Det ser jeg så tydeligt nu!

Jeg træner ikke så jævnligt som jeg ønsker – jeg spiser ikke sådan som jeg ønsker, og jeg siger ikke nej – så tit som jeg ønsker.

Og jeg er så led og ked af det!

Sådan som jeg fungerer bedst – hvor jeg har et overskud til mig, til tebico, til bloggen, til familie, til venner og til dem i mit netværk som har brug for mig (prioriteringen er ikke rækkefølgen!!) – er der hvor jeg tager tiden til at træne mindst 1½ time hver dag. Ikke hardcore – men den type motion jeg kan li’. At jeg spiser fornuftigt – at jeg hygger med min eneste ene, hygger og leger med mine hunde. Jeg får lavet lidt i tebico, skrevet på bloggen, hygget med venner og hjulpet lidt til der hvor jeg kan.

Jeg var til foredrag med en power kvinde – hvor hun sagde at vi skal hjælpe så meget vi kan, for det skaber et netværk – som vi kan trække på. Vel, jeg må ærligt indrømme – at jeg ikke kan hjælpe alle før jeg har hjulpet mig selv. Det er ligesom med den iltmaske i flyveren… man skal tage den på sig selv – inden man hjælper sidemanden…

Min prioritering i lang tid har været:
1. netværk
2. venner
3. familie
4. tebico
5. ?

Min prioritering burde være:
1. MIG – Bloggen – træning.
2. familie
3. tebico
4. venner/netværk

Så nu vender jeg skuden om – siger ja til mig selv og kører hardcore på med den ”burde”-prioritering.

Jeg har spurgt mig selv – hvorfor? Er du bange for din egen succes? Er du bange for at gå videre?

Jeg forstår ikke hvad der sker med mig – men jeg har en ide om det. Jeg tror at når jeg vælger mig selv fra, så gør jeg det 110 %, det er der det skærer sig. Jeg er så bange for at skuffe, for at dem jeg så siger nej til – vælger mig fra. Og en del af de gange tidligere, hvor jeg har gjort det - har jeg oplevet skuffelsen i deres øjne, at jeg bliver valgt fra – bliver udelukket.

Og det er jo lige det der er issuet. Nogle der husker hvordan det var i den forbaskede opvækst hvor man stod der og havde angst når hold skulle vælges. Blev man valgt sidst? Blev man valgt fra?
Jeg blev det næsten hver gang. Og den stikker dybt i mig. Angsten for at ingen vil mig.

Og det er tit det der er drivkraften for at jeg ikke kan sige fra, sige nej. At jeg vælger mig selv sidst – lige som den gang. For det er jo bedre end at andre gør det…